Af Lene Steensberg, forstander, og Trine Sissel Jensen, beh. ansv. klinisk psykolog, Familiecentret Vibygård
Den 8. oktober 2026 kan Familiecentret Vibygård markere 40 års jubilæum. Siden grundlæggelsen i 1986 har centret arbejdet med udsatte familier ud fra en forståelse af, at menneskers aktuelle vanskeligheder ofte må ses i sammenhæng med tidligere livserfaringer, relationelle mønstre og belastninger, som kan sætte sig både psykisk, kropsligt og i samspillet mellem børn og forældre.
Gennem årene har arbejdet derfor rummet både familieterapi, individuel terapi, kropslige tilgange og psykoedukation. Med nutidens sprog kan man sige, at Familiecentret Vibygård i mange år har arbejdet psykotraumatologisk: med blik for, hvordan svigt, tab, vold, krænkelse, misbrug og andre belastende erfaringer kan påvirke menneskers nervesystem, følelsesregulering, selvforståelse og relationer.
Mange af de familier, som kommuner møder i dag, lever med langt mere end de problemstillinger, der umiddelbart fremgår af sagsakter, underretninger og handleplaner.
Bag konflikter, manglende struktur, følelsesmæssige sammenbrud eller utilstrækkelig omsorg ligger der ofte erfaringer med svigt, tab, vold, krænkelse, misbrug eller andre belastende, og potentielt traumatiserende, livsbegivenheder. Erfaringer, som ikke blot påvirker det enkelte menneske, men påvirker hele familiesystemet.
I arbejdet med udsatte familier og sårbare børn er der en naturlig ambition om at skabe hurtige og synlige resultater. Men hvis indsatsen alene fokuserer på symptomerne, risikerer vi at overse de mekanismer, der fastholder familien i de samme, oftest dysfunktionelle, mønstre.
Professor Ask Elklit, forsker ved Syddansk Universitet og professor i klinisk psykologi ved Videnscenter for Psykotraumatologi, har gennem mange år, og senest i en podcast om psykotraumatologi, peget på, at traumer ikke blot er ”noget” (begivenheder), mennesker har oplevet. Når et menneske bærer på et eller flere ubearbejdede traumer, lever det videre i kroppen og i nervesystemet og påvirker fortsat den måde, mennesket forstår sig selv, regulerer følelser og indgår i relationer på. Når traumer ikke bearbejdes, kommer det ofte til udtryk gennem angst, vrede, tilbagetrækning eller konflikter.
Det er netop her, familiebehandling og traumeforståelse går så godt hånd i hånd.
På Familiecentret Vibygård oplever vi ofte, at familiens vanskeligheder giver dyb mening, når de ses i lyset af de erfaringer og relationelle mønstre, som familien bærer med sig. Når forældre får mulighed for at forstå egne reaktioner og bearbejde tidligere belastninger/traumer, skabes der ofte nye muligheder for kontakt med deres børn.
Når f.eks. en forælder til en 5 måneder gammel pige opdager og mærker helt inde i hjertet, at hendes barn bliver overvældet og kropsligt reagerer med små tegn på tilbagetrækning af hendes (morens) indre tilstande og følelser, som er uregulerede og bliver udtrykt ureguleret, så opstår der større forståelse, opmærksomhed på barnets responser, nærhed og nænsomhed. Når forælderen kontinuerligt bliver støttet i at sanse og se responserne, som kan være både åbenlyse og subtile, så kan nye samspil opstå.
Samtidig får barnet mulighed for at opleve deres forældre på nye måder. Reaktioner, som tidligere, især af større børn, blev oplevet som afvisning, vrede eller uforudsigelighed, kan begynde at blive forstået i en større sammenhæng. Og forældrene kan begynde at handle anderledes, end de plejer at gøre overfor både sig selv og deres børn.
Iver Hecht beskriver i Vejen hjem, hvordan forandring ofte kræver, at mennesker tør vende sig mod det, der vækker ubehag eller gør ondt, frem for fortsat at forsøge at undgå det. Ikke for at dvæle ved fortiden, men for at skabe mulighed for nye relationelle erfaringer i nutiden.
Dette beskriver Ask Elklit også. Han fortæller i podcasten om, hvordan han hjælper traumatiserede mennesker hen til og igennem traumatiske hændelser i terapi. Respektfuldt, nænsomt og doseret. Han fortæller, at der er behandlere og psykologer, der ikke tør dette, formentligt fordi de er bange for at gen-aktivere traumereaktioner, hvilket er et problem, idet undgåelse er med til at vedligeholde traumatisering og genoplevelsessymptomer.
Det betyder også, at der ofte ikke blot er brug for støttende familiebehandling, men også for egentlig terapi. Familiebehandlingen kan støtte nye samspil, struktur og relationelle erfaringer i hverdagen, mens terapiens genstandsområde er de hændelser og erfaringer i fortiden, som er årsag til aktuel mistrivsel og de reaktioner, der viser sig i familien i dag. Uden mulighed for terapeutisk bearbejdning kan familiebehandlingen derfor komme til at arbejde omkring symptomerne uden i tilstrækkelig grad at hjælpe barnet eller den voksne ind til det, der fastholder reaktionerne.
For kommunale rådgivere rejser det et vigtigt spørgsmål:
Er vores indsatser alene rettet mod familiens aktuelle problemer, eller hjælper vi også familien med at forstå og bearbejde de erfaringer og biologiske beskyttelsesmekanismer, der skaber problemerne?
Når traumeforståelse integreres i familiebehandlingen, bliver målet ikke blot at skabe ro her og nu. Målet bliver at styrke familiens mulighed for varig forandring og bryde mønstre, som ellers risikerer at gå i arv til næste generation.
Når Familiecentret Vibygård i år fylder 40 år, er jubilæet derfor ikke kun en anledning til at se tilbage. Det er også en anledning til at fastholde det faglige blik, som har præget arbejdet siden 1986: at varig forandring ofte kræver en indsats, der både kan rumme familien som system, det enkelte menneskes historie, kroppens reaktioner og den nødvendige viden, der gør det muligt at forstå egne og andres reaktioner på nye måder.
Det er sjældent den hurtigste vej. Men det er en vej, der kan skabe varige forandringer.
Kilder:
– Ask Elklit i podcasten ”Psykologens hjørne” på Spotify.
– Iver Hecht, 2022. ”Vejen hjem”