Forældrekompetenceundersøgelser har på det seneste været kritiseret for ikke at tage højde for kulturelle forskelle. Men forældrekompetencer bør undersøges langt mere dybdegående end ved hjælp af test. De bør undersøges i døgnregi for at opnå det fulde billede af forældrenes problemer og udviklingsmuligheder
Der er aktuelt debat om testning af grønlandske forældre i forbindelse med forældrekompetence-undersøgelser (FKU). Det er kommet frem, at forældre med grønlandsk oprindelse har oplevet ikke at blive forstået eller ikke selv har forstået, hvad undersøgelserne og testene har gået ud på. Det har i nogle tilfælde ført til tvangsanbringelser af børn.
Det er for os at se en meget trist og uheldig tendens, som risikerer at skabe livsvarige brudte relationer hos mange børn, som vi ved fører til traumatisering og senere vanskeligheder i voksenlivet.
Faldgruber for både danske og udenlandske familier
Der er faldgruber forbundet med at udarbejde FKU’er, som gør, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om en FKU bør danne baggrund for tvangsanbringelser af børn – uafhængigt af om disse børn kommer fra danske eller udenlandske familier.
Bare for at nævne et par faldgruber, så kan der være kulturel bias, og testsituationen i sig selv kan skabe et forkert virkelighedsbillede. Dertil kan spørgsmålene i testen rumme kulturelle betydninger, som ikke tilgodeser den kulturelle kontekst, som forælderen kommer fra. Uanset om der er tale om forældre fra Grønland eller andre lande.
På Familiecentret Vibygård har vi ofte stået i situationer med forældre, som har været så rystende nervøse over selve testsituationen, at det har været svært for dem at være nære og hjertevarme i kontakten med sit barn.
Det får os til at rejse spørgsmålet, om det er hensigtsmæssigt at vurdere forældrekompetence i test- og observationssituationer, hvor der er så meget på spil, at forældrene i yderste konsekvens kan få tvangsanbragt sit barn?
Viser kun det umiddelbare beskyttelsesmønster
FKU’er laves ofte ud fra ganske få møder med forældrene og baserer sig på et skriftligt materiale, som kan være mere eller mindre fragmenteret. I sådanne undersøgelser kommer man mest i kontakt med forældrenes umiddelbare beskyttelsesmønster, fordi forældrene føler sig truede i situationen.
Det er afgørende at se helhedsorienteret på situationen omkring barnet og forældrene og at sammenholde test og observationer med den socialfaglige viden og historik om barnet og familien.
Tests må aldrig alene give anledning til at træffe vurdering om en tvangsanbringelse. Den bør altid indgå i en samlet og bred helhedsorienteret vurdering af familiens situation, problemstillinger og udviklingsmuligheder.
Behandling og døgnobservation i måneder
På Familiecentret Vibygård har vi siden 1986 oparbejdet stor erfaring med intensiv terapeutisk familiebehandling. Udover at arbejde med de konkrete psykologiske værktøjer, som følger Social- og Boligstyrelsens retningslinjer, så er det afgørende at opnå et indefra-kendskab til familien.
Det kan opnås ved at tilbringe tid sammen, og hvor mange flere facetter af personlighed og samspil kan træde frem. Dette er muligt i et døgnmiljø, hvor familien er anbragt sammen, og hvor vi er med i en deltagende observation fra børn og forældre står op om morgenen til de går i seng om aftenen hen over en kortere eller længere periode, typisk fra 3-9 måneder.
I den forstand anser vi beboere hos os for at være heldige ved, at en kommune har valgt at give hele familien en helhedsorienteret mulighed for at få behandlet deres traumer og utrygge tilknytningsmønstre, så de derigennem kan udvikle nye kompetencer, udvikle relationerne og forblive samlet som familie.
Familierne følger et intensivt terapeutisk ugeprogram og bliver samtidig mødt som ligeværdige medmennesker af psykologer og terapeuter. Det giver mennesker positive udviklingsbetingelser, som er en forudsætning for at kunne lære at mestre et forældreskab.
Det faglige udgangspunkt er, at terapeutisk familiebehandling er den etisk forsvarlige, medmenneskelige og farbare vej i arbejdet med sårbare familier. Gennem terapeutisk familiebehandling kan vi komme med helt ind under overfladen, behandle traumerne, få skabt nye forbindelser og styrke relationerne mellem børn og forældre.
Sårbare forældre bærer selv på traumer
Sårbare forældre har typisk selv svære tabshistorier med sig: Utryg opvækst og tilknytning, vold i barndommen, seksuelle overgreb. De er selv blevet mærket med traumer, som kræver fokus og behandling. Når så sårbare forældre selv får børn, har de brug for intensiv terapeutisk behandling for at bearbejde de svigt og traumer, de var udsat for tidligt i livet. De skal have kontakt til deres eget indre barn, herunder deres egne sanser og følelser, sådan at de kan møde deres eget barn fra et følelsesmæssigt reguleret og kærligt sted.
Vores gennemgående erfaring er, at dette er muligt. Vi arbejder med et fagligt begreb kaldet den psykologiske arv (Iver Hecht, 2022, ’Vejen hjem’). Begrebet handler om, at forælderen har en tendens til at møde sit barn på sammen måde, som forælderen selv blev mødt som barn. Vi gør, som vores forældre gjorde mod os.
Hvis vi er vokset op i en familie, hvor der ikke var plads til at udtrykke og tale om følelser, så har vi også svært ved at møde både vores egne og vores barns følelser. Gennem intensiv terapeutisk behandling er det muligt at få bearbejdet gamle oplevelser og at regulere traumatisering, så vi som forældre kan få øje på nye muligheder i samværet med vores egne børn. Vi kan omskrive den psykologiske arv for de konkrete børn i familien her og nu, og arbejdet i denne nutid kan også bryde den psykologiske arv i fremtidige generationer.
Det er et andet menneskesyn, som ligger til grund for denne tilgang og samvær med sårbare familier. Vores faglige afsæt er, at mennesker skal mødes der, hvor de er. I det medmenneskelige møde og gennem terapeutisk familiebehandling. Her kan vi skabe forandringer, som udvikler forældreskabet.
Anbringelser kan blive nødvendige
Familiecentret Vibygård er ikke imod tvangsanbringelser. Det er ikke alle forældre, heller ikke gennem intensiv terapeutisk behandling, som kan komme så meget i kontakt med sig selv, at de kan varetage deres barns basale, psykologiske og udviklingsmæssige behov. I nogle situationer er anbringelse af barnet den mindst ringe løsning.
I de tilfælde, hvor dette bliver konklusionen, ved forældrene på et andet og konkret grundlag, hvorfor deres barn bliver anbragt. I nogle tilfælde bliver de klar over, at dette er nødvendigt. Derved er der større sandsynlighed for, at anbringelsen bliver stabil og ikke ender i et sammenbrud. Der er også større mulighed for, at forældrene kommer frem til, hvordan de kan spille en vigtig, men anden rolle i barnets liv.
Som samfund har vi et ansvar for at skabe de rette rammer for udvikling og heling, så børn og forældre kan få den støtte, de har brug for.
Det kræver både langsigtede investeringer i social- og familieindsatser og en løbende faglig refleksion over, hvordan vi bedst hjælper de mest sårbare familier.
En central del af denne indsats bør være at arbejde intensivt med familier i døgnregi, hvor fagfolk kan være til stede og observere familiens samspil og dagligdag i en tryg og kontinuerlig ramme.
Med en sådan helhedsorienteret tilgang og en stærk tro på forandring kan vi være med til at bygge bro over de brudte relationer og skabe fundamentet for stærkere familier og sundere generationer fremover.