Skrevet af: 

Lene Steensberg, forstander og Trine Sissel Jensen, behandlingsansvarlig psykolog

Dette spørgsmål blev vi for nylig stillet, da en familiebehandler ringede fra en kommune for at høre om muligheden for, at vi kunne tage en familie ind i døgnbehandling. Hvad er baggrunden for at vælge det ene eller det andet, når børnene i en familie er i mistrivsel, kommunen er bekymret for, om forældrene kan varetage forældrerollen på god nok vis, og kommunen ønsker at iværksætte en foranstaltning, som understøtter udvikling af forældrekompetencer? 

Pædagogisk og terapeutisk behandling er grundlæggende to forskellige tilgange til at håndtere udfordringer og mistrivsel, og de adskiller sig i deres fokus og mål for behandlingen. De to tilgange kan i høj grad supplere hinanden, men de har hver deres afsæt og muligheder for at skabe varige psykologiske forandringer.

Vi vil her belyse de to tilgange til behandling, når det handler om børn i mistrivsel og bekymring for de aktuelle forældrekompetencer.

Pædagogisk behandling 

Pædagogisk behandling er fremadrettet og fokuserer på, hvordan mennesker kan lære og dannes. Begrebet ”pædagogik” stammer fra det græske ord ”paidagogike” (techne), som betyder opdragelseskunst. Pædagogisk tilgang handler om opdragelse, undervisning og uddannelse, og vi støder ofte på begrebet og tilgangen indenfor institutioner, hvor børn skal lære og dannes fx børnehaver, skoler og fritidshjem.

Indenfor familiebehandling vil pædagogisk behandling handle om at opdrage eller uddanne forældre til at blive bedst mulige forældre. Det vil sige at lære forældre, hvordan de tager vare på et barn, sørger for rette dosis stimuli, støtter barnets udvikling både i retning af selvstændighed og kompetencer i at relatere til og interagere med andre. Pædagogisk behandling fokuserer på at lære forældre at blive bedre forældre, og er i høj grad bundet op på viden om godt forældreskab.

Et praksiseksempel kan være forældre, som råber meget af deres børn og ofte skælder ud på børnene. Vi ved, at børn kommer i mistrivsel og blandt andet kan få selvværdsudfordringer, hvis forældre ofte skælder ud, råber og kritiserer deres børn, så vi ønsker, at forældrene gør noget andet end at skælde ud, råbe og kritisere. Forældrene har et problem, og vi ønsker at uddanne dem til at finde andre måder at tale til deres børn på og lære dem andre strategier i lignende situationer i fremtiden.

Ud fra et pædagogisk behandlingsperspektiv kan vi fx gennem samtale og konkret praksis lære forældrene, hvordan de kan kommunikere kærligt, respektfuldt og hensigtsmæssigt med deres børn. Vi kan lære forældrene at være på forkant, så de bliver bedre til at fortælle deres børn, hvilken opførsel de forventer af dem. Fx at det er bedre at sige til børnene: ”Jeg vil have, at I sidder ned og taler med almindelige stemmer, mens vi spiser”, fremfor at kritisere børnene for at løbe rundt om bordet og råbe og skrige. 

Den pædagogiske behandlingsform har blikket rettet mod fremtiden og understøtter adfærdsændringer gennem en videns- og fornuftbaseret tilgang – fx viden om hvordan forældre skal tale til og med børn for at fremme børnenes adfærd og udvikling i en (mere) sund retning. 

Fra et pædagogisk behandlingsperspektiv opdrager vi forældrene til at opdrage deres børn (mere) hensigtsmæssigt fremover.

Pædagogisk behandling arbejder udefra og ind, og arbejder som udgangspunkt ikke i de dybere psykologiske lag.

Terapeutisk behandling 

Terapeutisk behandling går dybere og retter sig mod de underliggende årsager til et problem. Ordet “terapi” stammer fra det græske ord “therapeia”, som betyder behandling af sygdomme eller skader. Fokus er her på fortiden: Hvad ligger til grund for udfordringerne, og hvilke uforløste følelser eller oplevelser kan have bidraget til deres opståen? I terapeutisk behandling arbejder vi med de følelser, sansninger og behov, som ikke er blevet mødt kærligt og hensigstmæssigt engang. Gennem den terapeutiske proces skaber vi forbindelse til de gamle følelser og sansninger, og gennem terapien repererer eller heler vi gamle sår.

Afhængigt af den terapeutiske retning og metode arbejdes der direkte med gamle oplevelser og svigt, eller der arbejdes med gamle traumer og beskyttelsesmønstre ud fra en undersøgelse af, hvordan fx traumer har sat spor og dybe aftryk i nervesystemet. Uanset metodiske tilgang til den terapeutiske proces, så ved vi i dag, at det måske væsentligste element i terapi er kontakt. Dvs. teraputens evne til at være i kontakt og kende sig selv (også på undersiden) så godt, at terapeuten ikke kommer til at stå i vejen for processen. Og set fra klienten eller beboerens side, at terapeuten evner at stille sig selv til rådighed og skabe kontakt på en måde, så klienten føler sig mødt og set på med kærlige øjne. Kontakten, det mellemmenneskelige møde og den terapeutiske alliance er væsentlige elementer i terapeutisk behandling.

For at gå videre med eksemplet fra før, når forældre har en råbende og kritiserende tilgang til deres børn, så er vi i terapeutisk behandling optagede af at gå på undersøgelse sammen med beboeren i, hvad der sker, hvor det kommer fra, og de følelser som ligger bag adfærden, her råben og kritiseren. 

Når vi går på opdagelse i følelserne bag adfærden, så giver det mulighed for, at beboeren kommer i kontakt med gamle følelser af selv at være blevet råbt af, kritiseret, måske også slået som barn. Ved at blive mødt kærligt i de gamle følelser af svigt og komme i kontakt med sin egen gamle afmagt over at blive behandlet hårdhændet og ukærligt, så skabes muligheden for at få repereret og helet de gamle sår og svigt. Fx kan forælderen få bearbejdet og (nu i en voksen alder) givet udtryk for afmagt og vrede over, hvad der skete mod forældreren som barn. Når gamle følelser af afmagt og vrede bliver bearbejdet i terapien, så kommer disse følelser fra en anden tid ikke længere til at stå i vejen i relationen til egne børn. 

Indenfor terapeutisk familiebehandling er vores behandlingsfokus centreret om relationerne i familien – både de relationer, som forældre bærer med sig fra deres eget liv og opvækst (de erfaringer og mønstre de tager med sig, og som fungerer som spor for både nutid og i fremtid) og de aktuelle relationer mellem forælder og barn. Gennem familieterapien arbejder vi med at skabe forbindelse mellem forælder og barn, så der opstår kontakt og livfuldhed, og der opstår et reelt og psykologisk møde mellem dem.

Det er vores erfaring, at når mennesker med tilknytningsproblematikker og traumer får bearbejdet svære svigt og overgreb, som de har med sig, så skabes nye muligheder eller nye spor for at takle små og store udfordringer og være i relevant kontakt med egne børn. Gennem den terapeutiske behandling har forældrene fået øje på, hvad de selv havde brug for dengang, hvor de blev behandlet hårdhændet og ukærligt som børn, og denne erkendelse vil de (i højere grad) bruge i relationen til eget barn. Når kontakten skabes (eller genskabes) mellem forældre og børn, så falder børnene (mere) til ro, det bliver lettere for forældrene at vise og fortælle deres børn, hvad de forventer af dem, fx at børnene skal sidde ned forholdsvist roligt, når de spiser. Forældrenes afmagtsfølelse og deraf velkendte strategier med at råbe og kritisere, kommer mindre på besøg i samværet med deres børn.

Fra et terapeutisk behandlingsperspektiv arbejder vi med forældrenes tidligere svigt og deres beskyttelsesmønstre, vi repererer eller heler det, som er blevet skadet engang, sådan at der er de bedst mulige betingelser for, at kærligheden kan flyde frit (og i videst mulige omfang uden afmagt og afmagtshandlinger) mellem forældre og barn – relationen er i centrum.

Terapeutisk behandling arbejder indefra og ud, og arbejder i høj grad i de dybere psykologiske lag.

Hvordan komplementerer de hinanden? 

Mens pædagogisk behandling hjælper med at finde praktiske løsninger her og nu, går terapeutisk behandling i dybden for at forstå og bearbejde årsagerne, der hvor de er opstået. De to tilgange kan supplere hinanden og skabe en balance mellem konkrete løsninger og varige forandringer.

På Familiecentret Vibygård fungerer pædagogisk og terapeutisk behandling fint sammen, og alligevel på forskellig vis. Udgangspunktet er den terapeutiske behandling, som følger ugeprogrammet, og både rummer individuel-, gruppe-, familieterapi og psykoedukation i en miljøterapeutisk ramme. Terapien er forudsætningen for, at en pædagogisk tilgang også kan blive mulig. Vi kan nok så meget tale om, hvordan godt forældreskab udleves, og hvordan god kommunikation mellem forældre og barn kan lyde. Først når der er adgang indadtil hos den voksne, er det muligt ikke bare at høre og nikke til, hvad der er det rigtige at gøre, men derimod at gøre noget andet, end forældreren plejer og/eller selv er blevet mødt med. Det vil sige, at vi arbejder på at bryde den psykologiske arv.

Forældre med utryg tilknytning og traumatisering, som er kendetegnet for vores beboere på Familiecentret, gennemgår intensiv terapeutisk behandling, og det er den terapeutiske behandling, som skaber afsæt for, at der også kan arbejdes pædagogisk. På denne måde skaber vi varige psykologiske forandringer for familien både nu og i fremtiden.