Belastende livsomstændigheder, kriser og chokerende begivenheder er en del af de fleste menneskers liv. Vi slipper sjældent gennem livet uden oplevelser, der ryster os og sætter vores nervesystem i alarmberedskab. Og selvom nogle mennesker får brug for professionel behandling efter sådanne hændelser, så er der meget der tyder på, at netværket – familien og de nære relationer – i mange tilfælde kan være den mest virksomme støtte.
Når et menneske udsættes for en potentielt traumatiserende begivenhed, er det ikke givet, at det udvikler fastlåste traumereaktioner eller PTSD. Meget afhænger af karakteren af den potentielt traumatiserende begivenhed, den påvirkedes personlighed, alder, tidligere hændelser, sociale vilkår, opvækstmiljø, resiliens – men også af, hvordan omgivelserne reagerer. Det at være tæt forbundet med andre – at blive set, lyttet til og mødt med nærvær – kan gøre en stor forskel.
Det er vigtigt at understrege, at der ER begivenheder og situationer, som kræver specialiseret, professionel behandling. Og hvis den specialiserede behandling ikke bliver givet, vil de fleste reagere med fastlåste traumereaktioner eller PTSD. Og måske endda udvikle psykisk sygdom. Simpelthen fordi den (eller de) oplevede begivenheder har haft en ekstrem voldsom, truende og rædselsvækkende karakterer. Ifølge Karstoft og Hoff (Podcast: Mens Du venter, 11. April 2025) er det omkring ca. 10 % af dem, som henvender sig til fagprofessionelle med traumer, som hører til denne gruppe.
I forhold til de resterende 90 % viser forskning og erfaring, at netværket – familien og de nære relationer – i mange tilfælde kan spille en væsentlig og forebyggende rolle i håndtering af traumereaktioner og i reducering af risikoen for udvikling af PTSD og andre psykiske lidelser.
Forbindelse og forbundethed
Traumeforskere som Rachel Yehuda, Bessel Van der Kolk, Stephen Porges, Gabor Maté, Bethany Brand og Karen-Inge Karstoft peger på oplevelsen af relationel forbundethed samt regulering af indre tilstande i nervesystemet som centrale faktorer i menneskers evne til at komme sig efter belastende og potentielt traumatisende begivenheder. Meget tyder på, at kvaliteten af relationerne omkring det enkelte menneske, er afgørende for, om en hændelse udvikler sig til en langvarig psykisk lidelse – eller bliver en overkommelig livserfaring.
Det sociale netværk – og særligt familien – kan fungere som en regulerende og stabiliserende ramme, hvor det enkelte menneske mødes med empati, nærvær og forståelse. Det er netop denne form for tryghed, som bidrager med ressonans og co-regulering. Det er den form for tryghed som aktiverer ”the social engagement system” i nervesystemet, og derved fremmer selvregulering, genopbygning og tilpasning til den nye situation (efter den potentielt traumatiserende begivenhed).
Ikke alle har adgang til sådanne ressourcer i deres nære netværk. Mange unge og voksne isolerer sig efter potentielt traumatiske begivenheder – enten af skam, skyld eller fordi de ikke forventer, at deres netværk kan rumme og bære deres tilstande. De trækker sig fra deres relationer og forbliver alene med deres reaktioner og indre tilstande, ofte uden at det opdages.
Derfor er det nødvendigt at betone vigtigheden af familiens rolle i forebyggelsen og den tidlige indsats i forbindelse med potentielt traumatiserende begivenheder. Vi har i dag et samfund, hvor støtte og behandling i stigende grad er individualiseret og fagprofessionel. Men forskning og praksiserfaring peger på, at den mest virksomme støtte ofte findes i de nærmeste relationer – og at det er en relativt lille gruppe, som har brug for decideret specialiseret fagprofessionel behandling.
Kompetente familier
En langsigtet undersøgelse fra Harvard (2023) viser tydeligt, at stabile, nære relationer er den mest afgørende faktor for menneskers oplevelse af livstilfredshed og psykisk trivsel. Dette bør også tænkes ind i traumeforebyggende arbejde og behandlingstilgange.
For at familier reelt kan varetage en støttende og regulerende funktion, kræver det, at de har viden og kompetencer til at håndtere kriser, følelsesmæssige reaktioner og traumereaktioner. Familier, der lykkes med denne opgave, er ofte præget af:
- gensidig forpligtelse og emotionel tilgængelighed,
- høj grad af følelsesmæssig nærhed og empati,
- evne til at rumme og regulere egne og andres indre tilstande,
- viden om traumer, krisereaktioner og følelsesmæssig regulering,
- fleksibilitet og resiliens i mødet med belastende omstændigheder.
I en tid, hvor velfærdssamfundet er under pres og de fagprofessionelle ressourcer begrænsede, er det nødvendigt at styrke det nære netværk som første led i en helingsproces. Familiens rolle bør revitaliseres som en del af et samlet forebyggende og behandlende beredskab.
Erfaringer fra den internationale traumekonference i Oxford (2024) understregede, at følelsen af forbundethed og håb er blandt de mest betydningsfulde faktorer i behandlingsforløb for traumereaktioner og PTSD. Det autentiske møde mellem mennesker – med nærvær og åbenhed – rummer en betydelig helende kraft, som hverken medicin eller metode alene kan erstatte.
Det er derfor væsentligt, at vi som samfund investerer i at opkvalificere og styrke familiers kompetencer til at støtte egne medlemmer – ikke som erstatning for det professionelle system, men som et nødvendigt supplement og i mange tilfælde som den mest umiddelbare og tilgængelige støtte.
Familieterapeutisk traumebehandling for de hårdest ramte
I de tilfælde (cs. 10 %), hvor et menneske udvikler alvorlig traumatisering, PTSD eller psykisk lidelse, så er de nære famliære relationers støtte og regulering ikke nok. Så har menesket brug for specialiseret behandling f.eks. hos en psykolog, psykiater eller en traumebehandler. Og i de tilfælde så har, så har familien rundt om det traumatiserede menneske – altså hele familien – også brug for støtte. Alvorlige traumereaktioner rammer aldrig kun ét individ – de påvirker relationerne, stemningerne, hverdagslivet og familiens samlede nervesystem. Derfor bør traumebehandling i disse tilfælde ikke alene fokusere på den enkelte, men i høj grad også inddrage og støtte hele familien.
Traumeteori (f.eks. Yehuda (2022) og Bessel Van der Kolk (2014, 2020)) og erfaringer fra praksis viser, at når et familiemedlem oplever og rammes af alvorlig traumatisering, så påvirkes de øvrige familiemedlemmer også – både følelsesmæssigt og adfærdsmæssigt. De med-rammes. Ikke nødvendigvis af de oprindelige begivenheder, men af de efterreaktioner, tilstande og forandringer, som opstår. Hvis det er en forælder, som bliver traumatiseret, så øges ængstelige tilstande og vagtsomhed, og den følelsesmæssige tilgængelighed bliver ofte svækket, hvorved samspillet derved bliver forstyrret. Børnene begynder måske at tage ansvar, trække sig eller tilpasse sig og gemme egen behov og livfuldhed væk. I værste fald bliver traumatiseringen transgenerationel – den føres uforløst videre til næste led.
Et centralt udgangspunkt for behandling er derfor at arbejde med både individuelle og relationelle spor samtidig. Det betyder, at traumebehandling for alvorligt belastede familier bør finde sted i en terapeutisk ramme, hvor nervesystemer kan reguleres, relationer kan genopbygges, og familier støttes til igen at fungere som trygt og støttende fællesskab.
I praksis kan dette tilrettelægges som et flerstrenget forløb, hvor terapi i miljøet, individuel terapi, gruppeterapi, familieterapi og psykoedukation kombineres i en samlet indsats. En miljøterapeutisk ramme – eksempelvis i et familiecenter med døgnmulighed – kan være særlig effektiv, som midlertidig bærer af og hjælper for familien, indtil den igen kan stå selv.
I sådanne forløb er det ikke kun den (eller de) udløsende traumiserende begivenheder eller traumereaktioner, der behandles. Der arbejdes også med at genoprette tillid, genskabe følelsesmæssig kontakt, styrke tilknytning og genopbygge familiens kompetencer til at regulere sig selv og hinanden. Psykoedukation hjælper forældre med at forstå, hvad der sker i dem selv og i relation til deres partner og børn – og hvorfor. Børnene skal inddrages på et alderssvarende og relevant niveau, for som det så præcist er formuleret: ”Hvad børn ikke ved, har de ondt af” (Karen Glistup, 2006). Viden og indsigt forbinder og lindrer.
Selvom fagprofessionel behandling er nødvendig i disse tilfælde, er målet ikke at gøre familien afhængig af systemet, men tvært imod at gøre den selvbærende igen. Traumebehandling med fokus på hele familien handler derfor ikke kun om at regulere og hele det, der gik i stykker – men også om at finde fodfæste sammen og genskabe familiens egne regulerende kræfter. Det kræver tid, tryghed, specialiseret viden og nærværende fagpersoner – men det er også her, at dyb bearbejdning, forbundethed og de mest varige forandringer kan finde sted.
Traumebehandling i og med familien er derfor ikke blot mulig – i mange tilfælde er det den mest meningsfulde og virksomme vej videre.