Lene Steensberg
Forstander
Om Lene
Jeg er født i 1968, og bor i København med min mand. Vi har sammen to voksne børn, hvor den ene stadig bor hjemme.
Jeg synes, at arbejdet med børn og familier er det vigtigste arbejde i hele verden. Det er betydningsfuldt for mig at være med til at sætte positive spor i relationen mellem forældre og børn. Det er altafgørende for børn, at de får en tryg tilknytning til deres forældre, og det er livgivende at se forældre finde hjem til sig selv gennem det terapeutiske arbejde og udvikle sig til relevante og bedre forældre for deres børn. Voksne, som har oplevet massivt utrygge hjem i deres egen barndom, skal både lære og være modige for at tage forældreskabet på sig. Jeg er fuld af respekt for de forældre, som går ind i dette følelsesmæssige svære udviklingsarbejde til gavn for både deres børn, dem selv og fremtidige generationer.
Jeg er meget optaget af, at vi skal være relevante medmennesker, når vi arbejder med familier, som har brug for vores støtte, omsorg og viden. Vi skal turde arbejde både personligt og tæt sammen, og vi skal som samfund satse på det langvarige og terapeutiske behandlingsarbejde. Når vi satser på dybdegående terapeutisk behandlingsarbejde, så heler vi sårene fra fortiden og lægger mere trygge grundsten for børnenes fremtid og for kommende generationer.
Som menneske er jeg åben og nærværende. Jeg bestræber mig på at være autentisk i relationen til andre, så der er overensstemmelse mellem mit indre og ydre. Grundlæggende er jeg utrolig glad for at være sammen med andre, både når det er sjovt og let, og også når noget i livet er trist eller svært.
Jeg udvikler mig løbende og går i egen terapi og får løbende supervision.
Uddannelse og erfaring
Jeg er i gang med overbygningen på uddannelse til par- og familieterapeut på DFTI (Dansk Familieterapeutisk Institut)
Derudover har jeg følgende uddannelser:
Cand. Mag i psykologi og historie, Roskilde Universitets Center
Diplom i Ledelse, UCC København
Inklusionsvejleder, UCC København
Lærer, Frederiksberg Lærerseminarium
Jeg har 16 års erfaring fra folkeskolen som lærer, inklusionsvejleder og leder. Jeg har altid været optaget af børnenes trivsel i skolen og livet i det hele taget, og jeg har været meget glad for at arbejde sammen med forældre om deres børns velbefindende.
Trine Sissel Jensen
Souschef, beh.ansv., Cand.psych.aut
Om Trine
Jeg er født i 1975. Jeg bor i hovedbygningen på Vibygård sammen med Rasmus og vores tre piger.
Jeg elsker børn og elsker at være sammen med børn og deres forældre.
Jeg er optaget af relationer – forbindelsen mellem mennesker. Jeg er særligt optaget af den livsvigtige forbindelse mellem børn og forældre – tilknytningen – og hvordan man kan reparere brudt eller utryg tilknytning, og via familieterapi og individuel terapi gøre tilknytningen mere tryg.
Jeg er begejstret for, hvordan man kan bryde den psykologiske arv, og hjælpe forældre med at give deres børn bedre opvækstbetingelser, end de selv fik.
De sidste 10 år har jeg interesseret mig meget for nervesystemet, kroppens kloge reaktioner, traumer, traumatisering, hyper- og hypotilstande og for hvordan sanser, følelser og tænkning hænger sammen og gensidigt påvirker hinanden. Jeg har dygtiggjort mig indenfor traumefeltet med forskellige kurser og undervisning.
Jeg modtager løbende egen-terapi og supervision, og tilbyder også psykologisk krisebehandling, supervision og terapi til andre fagfæller og faggrupper.
Uddannelser og kurser
Jeg er uddannet Cand.psych. fra Københavns Universitet i 2002, og samme år blev jeg ansat som familieterapeut på Familiecentret Vibygård. Jeg er medlem af Dansk Psykolog Forening og blev i 2008 autoriseret.
Jeg har efteruddannelse som relationel biologisk traumeterapeut fra Skolen for Psykosomatik ved Ulla Rung Weeke.
Jeg er uddannet Advanced TRE® provider (Tension and Trauma Releasing Exercises) hos Michael Morin Nissen, og dygtiggør mig løbende med undervisning og supervision derfra.
Jeg har sammen med en tidligere kollega skabt en efteruddannelse i tilknytningsterapi for psykologer/psykoterapeuter.
Jeg har deltaget i forskellige kurser og undervisning i forhold til psykologfaglige undersøgelser og udredning bl.a. hos Susan Hart, Jesper Birch, Lisbeth Liebmann, på Videnscenter for Psykotraumatologi (SDU) og i Dansk Psykolog Forenings regi.
Rasmus Glad
Souschef, bygnings- og økonomiansvarlig
Om Rasmus
Jeg er født i 1975. Jeg bor i hovedbygningen på Vibygård sammen med Trine og vores tre piger.
Jeg er oprindeligt uddannet lastvognsmekaniker. Jeg blev ansat på familiecentret som praktisk mand i 2001.
Mine arbejdsområder på familiecentret er: Vedligeholdelse af stedets bygninger, biler og udenoms arealer. Jeg har et ansvarligt øje for stedets økonomi. Jeg kan også noget med mennesker og relationer – træde til og passe børn eller tage en alvorssnak, når der er brug for det. Jeg deltager i forskellige miljøterapeutiske aktiviteter for at opbygge og vedligeholde mine relationer til beboerne.
Jeg har deltaget i et 2-årigt uddannelsesforløb i chok, traume og krise på Skolen for Psykosomatik, ved Ulla Rung Weeke.
I høsten hjælper jeg til i landbruget. Det har jeg gjort, siden jeg var 14 år.
Kell Øager Heide
Pædagogmedhjælper/psykoterapeut
Om Kell
Der er evig personlig udvikling forbundet med at arbejde på Familiecentret Vibygård. At være så meget sammen med beboerne, det nære og den daglige kontakt giver dyb mening i mit arbejde. Det allerbedste er, at blive kontaktet af tidligere beboere, som jeg har medvirket til skabe positive forandringer sammen med.
Min funktion er at være pædagogmedhjælper i pasningsordningen og være med i de terapeutiske processer i dagligdagen, samt sørge for at vores Datasikkerhed er i top.
Jeg er god til at indgå i bæredygtige relationer, er ligefrem og direkte i min kontakt med andre. Jeg er insisterende og vedholdende i mine relationer til vores familier og er god til at bevare roen i pressede situationer.
Som kollega er mine kvaliteter at: improvisere, træde til med kort varsel, finde på gode løsninger, sprede god stemning og hygge.
Jeg er ligeledes god til at spørge ind til folk, og få dem til at føle sig trygge, og er god til at bruge mine egne erfaringer i mit arbejde.
Uddannelser og erfaring:
Jeg er uddannet IT- administrator, har en 1-årig grunduddannelse i Holdingterapi og har studeret 2,5 år på pædagogseminariet, hvor mit studie blev afbrudt, da jeg tog plejeorlov for at tage vare på min mor under et terminalt sygdomsforløb.
Selvstændig produkthandler i 10 år. Arbejdet i børnehave i 5 år.
Har en 4-årig psykoterapeutuddannelse fra Akademiet for Psykoterapi v. Mogens og Lise Jensen færdiggjort i 2021.
Anita Bækkel
Pædagog
Om Anita
Jeg er født i 1979. Jeg er gift og mor til 4 dejlige børn. Jeg er fagligt nysgerrig, livsglad, kreativ og et fantasifuldt menneske.
Jeg brænder for arbejdet med og omkring børn og deres forældre. Det kan noget helt særligt, når sårbare børn og familier bliver mødt i et ligeværdigt og udviklende fællesskab. Det motiverer mig dybt at møde et barn præcis hvor det er, og at møde hele barnet med alt hvad det indeholder af sansninger, følelser og tanker og forestillinger mm. At skabe en tryg og tillidsfuld relation og at gå på opdagelse sammen med et barn og derfra sammen finde en ny farbar vej for barnet, er for mig en stor kilde til daglig glæde.
Med en relations baseret tilgang, tålmodighed og øje for udvikling bestræber jeg mig på at være en så nærværende voksen som muligt – en voksen som også stiller op, når noget bliver svært. Jeg engagerer mig med børnene og anvender til tider fantasifulde og kreative invitationer til leg og samvær. Det er bl.a. herigennem jeg møder børnenes fortællinger, deres fortid og deres drømme for fremtiden, dvs. hele deres udviklingspotentiale. Det er også i legen, i nærværet, at der indimellem opstår magi, når barnet mærker hele sig selv i mødet med en anden (f.eks. mig). Jeg er optaget af magien i mødeøjeblikke, og jeg er fyldt af troen på at alle, uanset baggrund, har ret til og kan få et trygt og meningsfyldt liv.
Uddannelser og kurser
Gennem de sidste 14 år har jeg styrket og udfordret mine kompetencer inden for det pædagogiske felt med børn og voksne inden for normal- og specialområdet. I 2013 blev jeg uddannet pædagog. Ydermere er jeg uddannet indenfor design, har en overbygning som underviser og er i gang med at uddanne mig psykoterapeut på SEOP (Skolen for Psykoterapi).
Hans Alm Olsen
Lærer/psykoterapeut
Om Hans
Jeg bor i et lille hus på landet, spiller (for) lidt tennis, dyrker lidt indadskuen i Indien, når muligheden byder sig, laver gerne en lille ret og en dessert, hvis man spørger pænt.
Jeg startede på Vibygård i 1994 og har med en enkelt afstikker eller to, været her siden og fyldt folk med vigtig viden og/eller ligegyldig info.
Uddannelser og erfaring:
Født 1960, uddannet lærer og voksenunderviser på Blaagaard seminarium.
Uddannet organisk psykoterapeut på Sophienholm, TFT-uddannet, intuitiv massør, TFTog Indien inspireret.
Årskursus i sorg/krise hos Ulla Rung Weeke.
Har været kursusleder for unge i Ringsted, Hvidovre og Hillerød, har været selvstændig med mad og kursus, har arbejdet på diverse behandlingshjem og psykiatriske bosteder.
Anne Mette Dantoft
Familieterapeut
Om Anne Mette
Jeg er meget optaget af relations arbejdet med vores familier, og jeg har særlig fokus på det kropslige aspekt i det terapeutiske arbejde. Specielt er jeg optaget af kroppens særlige evne til at huske og ‘erfare’.
At få mulighed for at få en bærende relation til familierne, er meget brugbart i terapien, under konflikter, og i det daglige liv med familierne. Også i de livfulde og positive dagligdags situationer, giver de gode relationer en speciel kvalitet. Dette er det specielle ved vores måde at arbejde på, og det giver mig den nødvendige tryghed i det terapeutiske rum, når der er sorg eller problemer.
Det der står mit hjerte særligt nær, er de ramte børn som skal have den størst mulige hjælp og omsorg til at ændre deres liv og få bedre støtte i livet, end deres forældre ofte har fået. For at kunne det, er jeg også nødt til at få en god relation til børnenes forældre, hvis denne type hjælp skal kunne bruges.
Jeg er god til at være nærværende, omsorgsfuld, vedholdende og forsøger at være så ærlig og autentisk som muligt i mine møder med mennesker. Jeg vælter ikke så let, har en god jordforbindelse og er i stand til at være med de meget forskellige tilstande vores familier kan være i. Spontanitet, livsglæde og humor er også vigtige bestanddele i mit daglige arbejde.
Jeg er født i 1965 og bor til daglig i Sorø med min mand, vores to døtre og vores hund.
Uddannelser og erfaring:
Jeg har mange års erfaring indenfor det socialpædagogiske, miljøterapeutiske og psykiatriske felt og arbejdet med udsatte og sårbare unge og voksne.
- Miljøterapeut på Egholt Bo- Behandlings og Udviklingssted fra 2000-2017
- Undervisning i krop- og bevægelse i en 10-årig periode på diverse aftenskoler under folkeoplysningen.
- Personalepleje/massage i DR, Økonomistyrelsen og private firmaer.
Jeg er uddannet afspændingspædagog /psykomotorisk terapeut tilbage i ‘98, og har senere taget en 4-årig uddannelse som Organisk Psykoterapeut i 2013.
Jeg har taget grunduddannelsen i Relationel Biologisk Traumeterapi hos Ulla Rung Weeke i 2016 og er uddannet NADA-akupunktør hos NADA-Danmark. Min seneste erhvervede uddannelse afsluttet i 2020 er en 1-årig grunduddannelse i Psykodynamisk Psykoterapi og Legeterapi med børn.
Signe Denckert Hernes
Cand.psych.aut. (på barsel)
Om Signe
Jeg har arbejdet som familieterapeut og psykolog på Vibygård siden februar 2018.
Jeg er på Vibygård, fordi jeg er forelsket i stedet, menneskesynet og det helhedsorienterede relationsarbejde med familierne, som en helhed og som enkeltindivider.
At følge familierne tæt – at være, hvor familierne bor i en periode af deres liv – giver os en unik mulighed for at opbygge bæredygtige, tillidsfulde relationer til familierne. Relationer, som danner fundament for, at familierne kan føle sig sete, forståede og trygge nok til at åbne for deres unikke familiedynamik og -historie. Samtidig er jeg dybt taknemmelig for at være sammen med familierne i såvel de vanskelige som de glædelige stunder.
Jeg er på Vibygård, fordi det er et sted, hvor jeg kan være mig – autentisk, ærlig og god til at skabe kontakt og tillid til både børn og voksne. Jeg sætter en ære i at være grundig og engageret i mit arbejde.
Privat er jeg mor i min egen lille løveflok med to små barylere. Jeg har en sød tand og sværger til Marabou og Pepsi Max Lime. Jeg holder af alle mulige former for boldspil, hold- og kampsport samt som fotograf at indfange et dyrebart øjeblik i livet.
Uddannelse og erfaring
Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2017 og blev autoriseret i 2021. Derudover har jeg en bachelor i sociologi fra Aalborg Universitet. Sideløbende med mit sociologistudium var jeg ansat hos coachingvirksomheden Mindstep, hvor jeg tog en coachuddannelse (master i NLP).
Jeg udfordrer og dygtiggør løbende mig selv via kurser og terapi, ligesom jeg gennem videreuddannelse holder mine kompetencer opdaterede.
Jeg har altid kunnet lide at være i gang og at lære nyt. Jeg har derfor beskæftiget mig med alt fra frivilligt arbejde som forskningsassistent i Babylab på Københavns Universitet over rådgivning på psykiatrisk skadestue og i
Headspace til teamledelse på True North.
Jeg har endvidere arbejdet som uddannelsesvejleder, som facilitator for en netværksgruppe for forældre til børn med udviklingsforstyrrelser, som supervisor for Ungdommens Røde Kors’ mentorer for anbragte børn og unge, som støtteperson for børn og unge med diagnoser, samt som frivillig rådgivende hjertepatient.
Kristine Landin
Familieterapeut (på orlov)
Om Kristine
Jeg er født i 1978 og bor i Vanløse ved København sammen med min søn der er født i 2007.
Jeg er uddannet pædagog i 2005, og har arbejdet indenfor forskellige pædagogiske områder med både børn og voksne.
Jeg har siden 2019 beskæftiget mig med familiebehandling på observationshjem og i familiers egne hjem.
Jeg har en særlig opmærksomhed på relationerne mellem mennesker. Jeg oplever , at børn og voksne blomster ved at blive mødt ligeværdigt med anerkendelse og forståelse.
Jeg startede min terapeutiske rejse i 2013, via egen terapi. Jeg blev her bevidst om mine mønstre og fik/får kigget grundigt på min bagage.
Jeg fik lyst til at tage den 4-årige uddannelse til psykoterapeut og blev færdig i 2023.
Jeg er optaget af alle dele af livet i forhold til det at være menneske – og processerne heri. Det har altid optaget mig, og ved et hvert nyt møde med et menneske er jeg nysgerrig på, hvad der har bragt ved-kommende til netop dette sted. Jeg har den største respekt for det enkelte menneske og en grundtro på, at vi alle gør vores bedste, uanset om vores handlinger skulle synes uhensigtsmæssige.
Det giver mening for mig at møde familier, hvor de er i deres liv, og gennem nærvær, kærlige relationer og tillid skabe udvikling. Jeg finder alt dette muligt på Vibygård, hvor jeg er startet april 2023 som familie-terapeut.
Uddannelse
2001-2005: Socialpædagog
2019-2023: Relationel Psykoterapeut, ved Kirsten Kleinert og Truels Vallø, Skolen for psykoterapi.
Kurser
Rådgiver på Børnetelefonen, Børnsvilkår. Div. uddannelse her i.
Igangværende efteruddannelsegruppe i organisk kropsterapi og biologisk traumaterapi v. Kirsten Klei-nert.
Musik, rytmik, bevægelse og motoriskudvikling for børn 0-6 år.
Chalotte Pedersen
Familieterapeut
Om Charlotte
Min interesse for mennesker, relationer og udvikling har altid været en del af mit liv. Som mor til tre voksne børn og mormor har jeg allerede levet en del år, og det gør mig glad og taknemmelig. Jeg har prøvet lidt af hvert, har stor livserfaring og ved, at vi ofte kan mere, end vi regner med.
Jeg bor på landet med min mand, og praktiserer dagligt yoga/dans og meditation.
Min interesse for mennesker og udvikling har jeg i mine yngre dage blandt andet anvendt som HR konsu-lent, og senere som terapeut. Jeg har arbejdet som terapeut privat, og i Kræftens Bekæmpelse med pårø-rende og efterladte, voksne og børn, grupper og individuelt. Et arbejde der har bidraget til min erfaring og viden om værdien af at være med det, der er, at sætte ord på det, der er vigtigt, og det der kan være svært at tale om.
Uddannelser og kurser
Psykoterapeut – Psykoterapeutisk Institut 2006 Efteruddannet i eksistentiel terapi – ved Cand. Phil. Vibeke Dyhrcrone og Prof. Ernesto Spinelli – 2015 Terapeutisk Afspænding – ved Bergès – 2015 Media-tor/Konfliktmægler – CPH –Akademi – 2016 Somatisk tilknytningsterapi ved Lars Johansen/ Diane Poole – 2020 Familieopstilling – ISFO – 2021
Christian Breunig
Cand.pæd.pæd.psyk.
Om Christian
Jeg er født i 1973 i Sydtyskland, hvor jeg boede de første 20 år af mit liv. Jeg flyttede til Berlin for at læse til professionsbachelor i Socialt arbejde/Socialpædagogik. I den tid mødte jeg min nuværende danske kone, som er grunden til, at jeg i 2004 flyttede til Danmark.
Uddannelse og erfaring
Jeg har en kandidatgrad i pædagogisk psykologi fra Aarhus Universitet, og som terapeut er jeg meget optaget af kroppen, som jeg har beskæftiget mig med i mere end 20 år. Ved Norddeutsches Institut für Bioenergetische Analyse er jeg uddannet Certificeret Bioenergetisk Analytiker med mere end 150 timer i egen terapi, og hvorfra jeg deltager i en supervisionsgruppe, som jeg mødes med flere gange om året. Jeg er også uddannet Advanced TRE Provider, og som Tre Provider og Bioenergetiker arbejder jeg altid med fokus på kroppen og nervesystemet, fordi mange undertrykte følelser og traumatiske oplevelser er bundet i vores kroppe. Indimellem assisterer jeg på en TRE workshop, og jeg har haft mange studerende fra både TRE Danmark og TRE Academy til individuelle TRE timer som del af deres uddannelse.
I mit 25årige arbejdsliv har jeg arbejdet med unge mennesker, som boede på gaden i Berlin og som rådgiver for unge mennesker i forskellige krisesituationer. Jeg har arbejdet med unge og unge voksne med stofmisbrug og div. psykiatriske lidelser samt med traumatiserede flygtninge. Sideløbende har jeg haft egen praksis som psykoterapeut og TRE Provider.
Jeg er løbende i supervision og egen terapi og har taget kurser og uddannelse i bl.a.:
TRE, Polyvagal teori, Fascia-Release, Basale Rolfing teknikker, Neuroaffektiv Analyse og Mentaliseringsguiden.
Jeg elsker atmosfæren på Vibygård. Den er præget af nærvær, varme, stor entusiasme og en helt speciel faglighed.
Anette Olsen
Bogholder og sekretær
Om Anette
Jeg er født i 1972 og er uddannet kontorassistent på Køge sygehus, hvor jeg var ansat i 15 år.
Jeg blev ansat som bogholder/sekretær på Vibygård i maj 2006.
Jeg bor i Køge med mine to dejlige børn, og min øvrige faglige bagggrund er et to-årigt uddannelsesforløb i Chok, traume og Krise ved Skolen for Psykosomatik hos Ulla Rung Weeke.
Jeg er glad for, at mit arbejde er meget varieret, da jeg både arbejder med tal, og også har den menneskelige kontakt med omverdenen, personalet og beboere.
Iver Hecht
Stifter, Forstander Emeritus, Cand.Psych.aut., Ambassadør for Familiecentret Vibygård
Om Iver
Jeg er født i 1950 og er ud af en familie med far, mor og 5 børn.
Jeg startede Familiecentret i 1986 sammen med Aase Glad, som jeg er gift med. Vi mødte hinanden på Børnepsykiatrisk Afd. i 1973, hvor jeg arbejdede i 8 år, samtidig med jeg læste til psykolog.
Vi har 3 børn og 6 børnebørn.
Jeg stoppede som forstander efter 34 år i 2020 i forbindelse med, at jeg fyldte 70 år.
Aase og jeg bor på stedet i Hovedbygningen sammen med Rasmus og Trine og deres 3 børn.
Jeg er uddannet Cand. Psych. Aut. (1981) og har siden taget en efteruddannelse som kropspsykoterapeut og senere som chok-traume terapeut. Jeg har altid lagt vægt på, at vi som medarbejdere også skal gå i egenterapi, og det har jeg da også selv gjort i alle 34 år som Forstander.
Nu er jeg Forstander Emeritus og stadig engageret i arbejdet med børn og familier, bl.a. i Netværk for Børns Velfærd og Børne/Familiepsykologisk Selskab under Psykologforeningen.
Jeg er medlem af bestyrelsen og følger naturligvis meget med i livet på stedet, både som nabo og ambassadør for familiecentret og de værdier, som det står for.
Jeg har skrevet en bog om intensiv terapeutisk familiebehandling, som er blevet udgivet i efteråret 2022.
Aase Glad
Medstifter, Ambassadør for Familiecentret Vibygård
Om Aase
Medstifter af Familiecentret, pædagog, familieterapeut og chok-traumeterapeut.
Jeg bor på Vibygård og er nu pensionist og medlevende nabo.
Mit engagement i familier og relationer udspringer af min opvækst som forstander datter på Kofoeds Skole og fra mine 12 år i børnepsykiatrien.
Jeg er gift med Iver. Har 3 børn og 6 børnebørn.