Der findes familier, hvor det ikke kan betale sig at gå i gang med at behandle med terapi og traumebehandling, fordi skaderne er så store, at de er svære at overkomme, eller at den aktuelle tilstand hos familiemedlemmerne er så kritisk, at der må en drastisk forandring til, for ikke at et barn, børn, forældre eller familien lider uhelbredelig last, og hvor adskillelse af familien er den bedste/eneste rigtige løsning.
MEN både erfaringer og undersøgelser viser, at langt de fleste familier, uanset graden af dysfunktion og traumatisering, kan komme i en sund udvikling, hvor mistrivsel gradvis kan vendes til trivsel. Ved at holde familien samlet i sikre og trygge rammer, er det muligt at udnytte den grundlæggende kærlighed, som forældre har til deres børn og det ønske de har, om at deres børn skal have bedre opvækstbetingelser, end de selv havde. Ved både at arbejde terapeutisk med forældre, børnene og deres indbyrdes relationer, og hvad der måtte være kommet til at stå i vejen for, at de kan have nærhed, tillid og frit flydende kærlighed, er det muligt at bryde den psykologiske arv. Det er muligt at få vendt mistrivsel til trivsel, utryg tilknytning til tryggere tilknytning, adskillelses og isolation til samhørighed, fare og frit fald til sikkerhed. Det er muligt at gøre forældrene sensitive nok til, at de (med deres egne ar på krop og sjæl) kan imødekomme deres børns følelsesmæssige og udviklingsmæssige behov.
Den udvikling er sket for mange af de familier, som har boet en periode på Familiecentret Vibygård.
Fra børnesoldat til et liv med traumer
Deniz havde været børnesoldat som 4-årig. Han havde båret og brugt et gevær til at slå ihjel og haft funktion som vagt ved indgangen til den bydel, hvor han og hans familie boede. Hans far blev tortureret, og både hans søster og far mistede livet for øjnene af ham. Deniz’ mor elskede sin søn og gjorde alt, hvad hun kunne, for at Deniz (og hun) kunne overleve og ikke blive yderligere ofre for krig og ondskab. Det indebar bl.a., at hun lod sig fornedre, ydmyge og udnytte, indtil hun en dag så sit snit til at flygte. Da startede rejsen mod et sikkert sted at være – en flugt som krydsede hav og land og medførte mange rædselsvækkende oplevelser. Deniz’ mor var nødt til at efterlade sin søn sammen med sin bror og en fremmed, imens hun rejste mod Norden, hvor hun havde hørt fra andre familiemedlemmer, at der var samfundsmæssige forhold, man kunne overleve i. Imens mor var væk, oplevede Deniz vold og afstraffelse, men han overlevede.
Da Deniz og hans mor endelig blev genforenet i Danmark, var glæden stor, men livet skulle vise sig at være næsten umuligt at komme i gang med. Traumereaktionerne for både Deniz og hans mor var så overhængende, at alle relationer som Deniz indgik i, blev triggere af vold og ureguleret adfærd, og Deniz’ mor svingede imellem at miste lysten til at leve, være overdynget af smertetilstande, blive ædt op af skam og til at foretage tankeløse hævnaktioner mod mænd.
Familien kom til Familiecentret, da Deniz var 8 år. Alle skolerne i hans hjemkommune havde kastet håndklædet i ringen i forhold til at inkludere ham i nogen form for undervisning. Han blev betragtet som: ”Farlig”.
På familiecentret så vi, hvor rædselsslagen Deniz var. Hver gang en flyver fløj over himlen, var hans naturlige impuls at søge i dækning under det nærmeste dække. Som vi lærte Deniz at kende, begyndte vi at tage Deniz på skødet og holde kærligt om ham, når han blev bange.
Sonjas rejse: Fra fejludvikling til følelsesmæssig omsorg og tryghed
I en anden familie var lille Sonja 9 måneder, da hun kom til Vibygård sammen med sin mor. Hun var født af unge forældre, som havde et utrygt parforhold præget af psykisk vold og angst. Sonjas forældre var begge vokset op med omsorgssvigt og psykisk sygdom/misbrug i familien og havde været overladt til deres egen regulering af følelsesmæssige tilstande og relationer. Sonja og hendes mor havde tidligere modtaget familiebehandling i hjemkommunes regi og været på observationshjem. Da Sonja kom til Familiecentret, var hun konstant på vagt, hendes arousal var tårnhøj, og hun søgte væk fra kontakten med sin mor. Hun sov højst 20 min. ad gangen, og hun havde kronisk forstoppelse – hendes sociale-, personlighedsmæssige- og følelsesmæssige udvikling var i fare. Hun var beskrevet som værende i fejl-udvikling.
På Familiecentret skete der en forandring, da Sonjas mor begyndte at arbejde terapeutisk med sin egen opvækst og de uregulerede tilstande af utryghed, angst og forladthed, den havde afstedkommet. Det skabte også forandring, at Sonja og hendes mor sammen arbejdede direkte med deres relation og tilknytning bl.a. med tilknytningsterapi i favn. Sonja begyndte at kunne sove og lade sig regulere, først af familiens kontaktperson, senere af hendes mor.
Terapi og traumebehandling i en familie med transgenerationelle traumer
En tredje familie, som fik hjælp på Familiecentret, var en far, mor og to piger på 5 og 7 år. De kom, fordi den største pige ikke kunne gå i skole af bar angst og uregulerede indre tilstande. Det viste sig, at forældrene begge to var vokset op i yderst dysfunktionelle familier. Faren var vokset op med ekstrem fysisk og psykisk vold og var overladt til sig selv og sin egen følelsesmæssige, sociale og personlighedsmæssige udvikling. For at deale med smerterne og følelserne blev han alkoholiker som 16årig. Moren var vokset op med en alvorlig psykisk syg mor og en far, der fik PTSD efter udsendelse til Afghanistan. Som barn/ung blev hun både mobbet og krænket af drenge/mænd, og da hun mødte sin kæreste, som hun troede var sit livs kærlighed, viste han sig at være yderst dominerende, krænkende og decideret farlig. Flere gange havde moren været ved at miste livet i situationer, hvor det var meningen, at de skulle udveksle kærlighed og intimitet. Faren og moren havde, før de kom til Familiecentret, haft et turbulent forhold med store dele kærlige følelser men også tilsvarende store dele svigt, mistillid, raseri og social kontrol, som var blevet en destruktiv almindelighed i deres parforhold. Få måneder efter forældrenes vielse var faren stukket af med en anden kvinde, men moren og faren havde fundet sammen igen. Efter fødslen af deres 2. barn fik moren en fødselsdepression, og hun var senere nødt til at blive indlagt i psykiatrien for ikke at ”blive sindssyg”. Tilmed havde familien siden fødslen af deres første barn været chikaneret af en psykisk syg mand, som gentagne gange havde opsøgt dem og truet moren med at ville voldtage hende og hendes piger og slå dem alle ihjel. Politiet kunnet ikke hjælpe.
Da familien kom til Familiecentret var begge børn i mistrivsel. De var uregulerede i deres adfærd og følelsesliv/udtryk, angstprægede, og de savnede kontakt med og overskud fra deres forældre. Forældrene var tilstede fysisk, men de var ikke nærværende. De var optagede af deres egne behov og processer, og især moren var kollapset og i dissociative tilstande store dele af tiden. Jo mere børnene råbte for at blive set, hørt, mødt og forstået, jo mere skældte forældrene ud og viste reaktioner og følelser, der emmede af afmagt.
Social engagement: Nøglen til genopbygning af tillid
Fælles for alle de tre familier var, at de profiterede af at komme ind i et anerkendende, støttende fællesskab, hvor det at være sammen, gøre ting sammen og dele liv og indre tilstande var en vigtig del af behandlingen. Familierne blev på den måde kastet ind i ”social engagement” i et miljø, der stimulerer ”signs-of-safety”, hvilket var med til at vække moren med de to piger fra de dissociative tilstande, som sideløbende nænsomt blev reguleret og bearbejdet i traumeterapi. Farens høje arousaltilstand blev reguleret, da han følte sig set og forstået, og hans følsomme sider og ensomhed blev anerkendt. Deniz og hans mor, som var flygtet fra krig, erfarede, at der fandtes fællesskaber, hvor de var i relation med andre mennesker samtidig med, at de var i sikkerhed, og at ikke alle ønskede at krænke og overskride deres grænser. Sonja og hendes mor fik ved hjælp af det støttende fællesskab og terapi gjort deres relation og utrygge tilknytning mere tryg.
Målet for behandlingen på Familiecentret Vibygård er genoprettelse af sikkerhed, relationer, samhørighed, tillid og tryghed. Dette kan opnås gennem det terapeutiske samfunds principper, individuel-, familie- og gruppeterapeutisk behandling, bearbejdning af tidligere hændelser og regulering af traumetilstande. Co-regulation bliver til selvregulering.
Miljøets betydning: Sikkerhed, tryghed og tillid
Behandling af de familier som har det sværest, dvs. hvor der er stor dysfunktion, manglende forbindelse og/eller svær traumatisering, kræver opbygning af sikkerhed, tryghed og tillid. Det er fornemmelsen af sikkerhed, tryghed og tillid, som er blevet skadet eller brudt. Familiemedlemmerne reagerer, og deres kroppe viser traumereaktioner. Mange har mistet tillid til sig selv (egne sanser, følelser og tanker), til andre og til at verden grundlæggende er et ok sted at være.
Mennesker er skabt af en relation, og de kan kun udvikle sig i en relation. Vi er så at sige skabt til ”social engagement”, som er vores bedste overlevelseschance. ”Social engagement” aktiverer den ventrale del af vagusnerven, som kan være med til at overbevise vores krop og sanser om, at ”faren er ovre”, at man er i sikkerhed, forbundet til andre og ikke magtesløs/fortabt.
På Familiecentret Vibygård er der opbygget et solidt, sikkert, anerkendende og rummende fællesskab, som den terapeutiske behandling tager udgangspunkt i. Miljøet er indrettet efter det terapeutiske samfunds principper (Maxwell Jones). Medarbejderne kommer meget tæt på familierne, og der er medmenneskelig respekt og ligeværdighed i samværet. I dette miljø får medarbejderne i mange tilfælde funktion som tilknytningsfigurer for forældrene, og de får mulighed for at identificere årsagerne til den mistrivsel, der er i familien og de ressourcer som også næsten altid er til stede i én eller anden form.
Medarbejderkompetencer i helhedsorienteret terapeutisk behandling
Behandling af de familier som har det sværest, kræver ofte længere tid og en anden intensitet, end behandlingen af andre familier og familieindsatser. Behandlingen kræver et stort engagement af velregulerede og autentiske medarbejdere, som kan skabe sikkerhed, tryghed og stabilitet for familierne. Medarbejderne får et indefra-syn på familien: På barnets problematikker, ressourcer, begrænsninger og vedligeholdende faktorer hos forældrene, relationerne i familien og hvad der måtte stå i vejen for mærkbar kærlighed, trivsel og udvikling hos familiemedlemmerne hver især og sammen. Behandlingen er helhedsorienteret og rummer hele systemet rundt om barnet/børnene.
Behandlingen kræver, at medarbejdere har den nødvendige viden og uddannelse i forhold til traumer, traumatisering, nervesystemet, følelser, regulering, krisereaktioner, beskyttelsesreaktioner, relationer, tilknytning, familiedynamikker og – mønstre, samtidig med at de er i stand arbejde følelsesmæssigt og traumeorienteret med sig selv og forbindelsen til egne sanser, følelser, beskyttelsesstrategier, regulering og relationskompetence i supervision og egen terapi.
Overvindelse af tilknytningsskader og traumatisering
Hvordan er det gået Deniz, Sonja og de to angste piger af traumatiserede forældre?
Deniz, hans mor og søster flyttede efter 2 års behandling på Familiecentret til en ny kommune, hvor de fik en fin bolig. Overgangen var svær, og Deniz havde enkelte episoder på sin nye skole/klub, hvor han ikke kunne styre sig. Hans familie (morbrødre og bedsteforældre) hjalp til, når sådan noget skete. Han fik en kontaktperson, som kunne hjælpe ham med at regulere sig og kigge andre veje end mod vold og impulsiv ”acting out”. Han begyndte at tage læring til sig og blive nysgerrig på, hvordan livet kunne forme sig. Han begyndte blandt andet at gå op i økologi og fysisk træning. Gradvis blev hans udadreagerende adfærd mindre, og han fortalte et par år efter behandlingens afslutning, at konsekvenserne ved at slå var for store for ham og kunne komme til at spænde ben for hans ønske om at blive civilingeniør. Hans mor havde fortsat brug for et relationelt sikkerhedsnet og traumebehandling, men Deniz var sat fri til at kunne ny-orientere sig i livet.
Sonjas mor blev sensitiv nok til at yde den stabile følelsesmæssige omsorg, som lille Sonja, med en tilknytningsskade og disponering for ADHD, havde brug for. Hver dag gjorde de begge en indsats for at bevare og udvikle deres følelsesmæssige relation og tilknytning. Sonja kom i en normal vuggestue, og hendes mor begyndte at uddanne sig indenfor det pædagogiske område. Sonja er nu blevet storesøster til et barn, som udvikler sig sundt fra start.
Familien med de to traumatiserede forældre og to angste børn, fik familiebehandling fra hjemkommunen i overgangen mellem Familiecentret Vibygård og eget hjem, og efter få gange sagde familiebehandleren, at hun ikke kunne hjælpe dem med noget. Forældrene var blevet så gode til at tilgå og løse de udfordringer, der indimellem kom i familien, særligt ved skolestart, så der var ikke mere brug for kontinuerlig indsats i familien. Familien fik efterfølgende store udfordringer med den mindste piges trivsel i skolen. Forældrenes relation og samhørighed var blevet så dyb, at de sammen mestrede udfordringerne og kærligt holdt om børnene og familien, og fik tilkaldt den særlige hjælp og ekspertise, som der var brug for.
Børnene gik i skole og udviklede sig til at blive mere og mere ”sig selv” og mindre bange for at vise hvem de var, og hvad de kunne lide og ikke lide. Angsten hos børnene forsvandt.
At holde familien samlet som alternativ til anbringelse
At komme ind i et sikkert og trygt fællesskab kan gøre terapi og traumebehandling med de mest udsatte børn og familier muligt. I fællesskabet bærer børn og forældre ikke deres indre tilstande alene. Fællesskabets betydning bliver stor for den enkelte. Fællesskabet styrker ”social engagement”, og co-regulation bliver gradvis til selvregulering.
Fælles for de børn som er nævnt i artiklen er, at de har klaret sig! Klaret sig på den måde, at de har kunnet bære og rumme konsekvenserne af deres egne og deres forældres traumatisering. Med deres forældres støtte og terapi fra medarbejdere har de været i stand til at finde en farbar vej i deres liv, hvor de har kunnet ”blive sig selv” og deltage i relationer og fællesskaber i andre kontekster for eksempel i børnehave, skole og ungdomsliv.
Flere familier, som har det sværest, vil have brug for fortsat behandling i deres hjemkommune efter endt intensiv terapeutisk familiebehandling på familiecentret. Nogle børn vil resten af deres liv være mærket af de oplevelser, de har med sig. De vil være sårbare og have brug for hjælp og støtte på tidspunkter i deres liv, hvor de mister forbindelsen til sig selv eller andre, eller livet synes overvældende og skræmmende (igen). Men de fleste børn, som vi sender videre på deres vej, efter de har været på familiecentret, har opbygget nok tillid til, tro på og erfaring med, at deres forældre sensitivt kan sanse, se, høre, mærke og forstå dem, så de kan række ud efter hjælp og støtte og blive mødt på en tilstrækkelig måde.
På Vibygård er en af vores grundforståelser, at skader der er sket i en relation, har brug for at blive repareret og reguleret i en relation. Ofte er de største skader for børn af misbrugere, omsorgssvigtede forældre, traumatiserede (vrede, dissocierede eller fjerne) forældre, den manglende sanse- og følelsesmæssige forbindelse, som børnene efterlades i og med. Den manglende forbindelse arbejdes der intensivt med at reparere eller genetablere i familieterapien.
Forældres fundamentale kærlighed til deres børn er, for os at se, den vigtigste ressource, motivation og drivkraft til at skabe forandring. Når forældrene får den nødvendige traumebehandling, terapi, og hele familien indgår i familieterapi, så er det muligt at holde familien samlet. Det er muligt at forældrene og hele familien får det så godt, og de nødvendige forbindelser genskabes i relationen mellem forældre og børn, at børnene kan komme i trivsel, sundhed og god udvikling.
Vi mener, at det ovenstående er en beskrivelse af ressourceorienteret familiebehandling, som kan betale sig samfundsøkonomisk. Det er familiebehandling, som kan genoprette nærheden, tilliden og den uforbeholdne kærlighed, som er fundamental for at bryde den psykologiske arv i de mest sårbare familier.