Vold mod børn kan forebygges gennem terapeutisk familiebehandling

Hvis den negative spiral af vold i familier skal knækkes, bør vi tale langt mere om forebyggelse af anbringelser, skriver forstander og psykolog.

Der tales i øjeblikket meget om anbringelse og kvaliteten af anbringelse, når det handler om børn og unge, som har været udsat for vold i den nære familie.

Det er en forjættende tanke, at fjerner vi børnene fra familien, så mister volden sit psykologiske greb om børnenes videre liv og udvikling, og børnene får et psykologisk trygt og godt liv på en institution eller i en plejefamilie.

Vi, der arbejder med psykologisk udsatte familier, ved, at familier hvor utryghed og manglende stabil følelsesmæssig forbindelse råder, ofte indebærer nogle forældre, som selv har vold og utryghed med i bagagen fra egen opvækst.

Hvordan får vi knækket den negative spiral, når det handler om vold?

Hvad med, at vi begynder tale om, hvordan vi forebygger, at børn bliver udsat for vold i familien? Hvad om vi begynder tale om, hvordan vold har en tendens til at gå igen (i forskellige former) fra generation til generation? Hvad om vi begynder at handle på, hvordan vi kan bryde den psykologiske arv og forebygge vold nu og i kommende generationer?

Sjældne gange er der ikke bedre muligheder, end at fjerne børnene fra familien for at skabe basal sikkerhed omkring dem – særligt når vi ikke har grebet ind tidligt eller intensivt nok, og når vi ikke har haft blik for børnenes mulighed for psykologisk trivsel i de særligt sårbare familier, hvor forældrene selv har svigt, utryghed og vold med sig i bagagen.

Men vi ved, at det i mange tilfælde kan være en langt mere omsorgsfuld, økonomisk rentabel og etisk rigtig beslutning at arbejde intensivt terapeutisk med selv de familier, hvor andre allerede har givet op.

Vold i familien sætter psykologiske aftegninger

Børn, som vokser op i et usikkert og utrygt miljø i familier, som er præget af psykisk eller fysisk vold, svigt og måske også stof- eller alkoholmisbrug, har svære odds i livet, hvis ikke de kommer i behandling.

Vold i familien sætter ikke kun blå mærker på huden. Volden sætter psykologiske aftegninger i barnets sanse- og følelsessystem. Det præger barnets måde at gå til verden på, tænke og føle på og barnets forventninger til sig selv og andre. Barnet kan blive overopmærksom på sine omgivelser, scanne verden for mulige farer eller trusler, eller barnet kan lukke helt af for verden og gå ind i sig selv. Om barnet bliver overopmærksom på verden derude eller barnet lukker helt ned for verden, er begge måder at nedregulere egne følelser og sansninger.

Vi lærer os selv at kende og udvikler vores sanser og følelser ved at indgå i relation til andre – særligt de nære tilknytningsfigurer, som ofte er barnets forældre. Når et barn gentagne gange bliver mødt ukærligt og voldeligt – fysisk eller psykisk – så er der stor risiko for, at barnet skruer op for fuld blus (acting out) eller lukker ned for sig selv (går i kollaps).

Det kunne lyde: »Der kommer ikke noget godt ud af at give mig til kende, øve mig, vise hvad jeg kan lide eller ikke lide, så det bedste er at skrige smerten ud eller lukke ned for mit eget system.«

Hvordan voldens psykologi går igen fra generation til generation

Nedlukningen af egne sansninger og følelser bliver et mønster, som barnet (uden at være bevidst om det) tager med sig i ungdoms- og voksenlivet. Det bliver en måde at være i verden på både med sig selv og i relation til andre. Kontakten til sig selv og kontakten i relationen til andre mennesker får virkelig svære kår. Som menneske er det et utrolig ensomt sted at havne.

Mennesket er et relationelt væsen, og uden kontakt – den der særlige kontakt, hvor vi mennesker føler samhørighed, føler os set og elsket, som lige netop dem, vi er – kan vi ikke udvikle os psykologisk sundt og livfuldt.

Hvis ikke børnene og familierne, hvor vold og voldens følger er en del familielivet, kommer i terapeutisk familiebehandling, så er der stor risiko for transgenerationelle beskyttelsesmønstre og traumeaktivering. Børn der har lukket ned for føle- og sansesystem, vokser op til voksne, som har lukket ned for føle- og sansesystem – med mindre de har fået bearbejdet deres egne svigt og traumereaktioner, og begynder turde åbne op for egne fornemmelser og begynder turde lukke op til verden og relationerne.

På Familiecentret Vibygård har vi gennem 39 år arbejdet med familier, hvor mange af forældrene er vokset op i hjem præget af svigt, forskellige former for vold og nogle gange også hjem præget af misbrugsproblematikker. Stof- og alkoholmisbrug er i øvrigt også en måde at nedregulere indre tilstande på.

Gennem familiernes ophold opdager vi nogle gange, at volden helt konkret er gået igen fra generation til generation. For eksempel at en mor, som er vokset op i et kontrollerende og følelseskoldt hjem, hvor der af og til blev langet en lussing ud eller udskamning og fornedrelse fandt sted, i sit voksne liv med eget barn i afmagtssituationer har ageret voldeligt overfor sit barn.

Langt hyppigere ser vi ikke konkret volden gå igen i relationen til egne børn, men derimod ser vi det, som vi vil kalde voldens psykologi, gå videre fra generation til generation.

Forældres beskyttelsesmønstre i mødet med deres barn

Nedlukning til egne sanser og følelser bliver et beskyttelsesmønster, som den voksne tager med sig i sit eget forældreskab. Ikke fordi den voksne ønsker det, men fordi nedlukning til eget sanse- og følesystem er blevet en måde at være i verden på. En nedlukket forælder kan ikke møde sine egne børn fra et følelsesmæssigt sted. Igen ikke fordi forælderen ikke vil, men fordi forælderen ikke tør eller kan. Det bliver svært at skabe kontakt og være i kontakt med sit barn. Det kan på en måde blive alt for farligt at gøre sig sårbar og tilgængelig i relationen til sin lille baby.

Uden at ville det, så er der overhængende risiko for at møde sin lille baby og senere større barn uden varme og indlevelse, måske »ignorere« barnets signaler og kalden på kontakt eller blive overoptaget af det ydre for eksempel købe masser af udstyr og tøj til sig selv eller til barnet.

Uden terapeutisk behandling – helst af hele familien – er der en stor risiko for at volden, voldens prægning eller voldens konsekvenser går igen fra generation til generation.

Vold mod børn kan forebygges

Vi er af den klare holdning, at vold rettet mod børn kan forebygges gennem forebyggende og intensiv terapeutisk familiebehandling. Vores holdning hviler på knap 40 års erfaring med at behandle hele familier miljøterapeutisk, traumeterapeutisk og i døgnmiljø.

Når familier flytter ind på Familiecentret, så er der ofte en kommune, som gør sig overvejelser, om barnet eller børnene skal anbringes uden for hjemmet. Efter typisk seks til ni måneders ophold på Familiecentret, hvor de voksne følger et fast ugeprogram med individuel, par-, gruppe- og derudover familieterapi i en miljøterapeutisk kærlig og rummende atmosfære, flytter langt de fleste familier hjem i egen bolig som en samlet familie.

Familierne er ikke altid færdigbehandlede efter opholdet, men forældrene har arbejdet med deres egne traumer, deres tilknytningshistorie, og hvad der står i vejen for tilknytningen til deres egne børn, og der er etableret eller genetableret tilknytning mellem forældre og børn, så hjemkommunen selv kan tage over med egne indsatser, hvis der er behov for yderligere og mindre intensiv indsats i familien.

At bryde den psykologiske arv

Særligt når familierne kommer til os, inden barnet er født eller barnet er helt nyfødt, der kan vi gøre en ekstra stor forskel for at skabe og styrke nære relationer og tryg tilknytning, inden noget er gået skævt eller galt i tilknytningen mellem mor og barn eller forældre og barn.

Når den vordende eller nybagte mor flytter ind i et sikkert, kærligt og trygt miljø, og hun gennem den terapeutiske behandling får helet og bearbejdet egne barndomstraumer for eksempel fra et utrygt og voldeligt familiemiljø, så skabes muligheden for at åbne op til at mærke sig selv igen. Dermed skabes også grundlaget for at åbne op for at relatere sig til eget barn, og tilknytning mellem mor og barn bliver en reel mulighed.

I et terapeutisk døgnbehandlingsmiljø kan vi støtte processen tæt, så mor (og/eller far) gennemgår den nødvendige behandling, samtidig med at forælder/barn-relationen understøttes helt fra start. Når gamle traumer for eksempel fra et voldeligt opvækstmiljø heles, så skabes der mulighed for at bryde den psykologiske arv og skabe mulighed for den nødvendige tilknytning og sund psykologisk udvikling i denne og fremtidige generationer.

Der er ingen nemme løsninger til at hele fortidens vold og utryghed i familier. Det er ikke muligt bare at fjerne barnet, og så er tavlen visket ren. Voldens psykologi bliver en del af barnets væren i verden.

I sjældne tilfælde er den mindst ringe beslutning at anbringe børn udenfor hjemmet for at skabe helt essentiel sikkerhed og mulighed for udvikling, men vi kan forebygge anbringelser, og vi kan stoppe transgenerationel vold og utryghed i familier – især når vi forebygger og griber ind i tidligt.